Mennesker har begrænset tid og hjernekapacitet. Derfor bruger de enkle tommelfingerregler – heuristik – som hjælp til at foretage skøn. Et eksempel ville være ‘tilgængelighed’. Antag, at jeg spørger dig, om Dhruv er et almindeligt navn. Hvis du kommer fra et vestligt land, vil du højst sandsynligt sige nej, men det er faktisk et helt almindeligt navn i Indien, et land med en masse mennesker, så på verdensplan er det faktisk et temmelig almindeligt navn. Når vi skal gætte på, hvor ofte noget forekommer, spørger vi typisk os selv om, hvor ofte vi kan komme i tanker om den slags. Det er en fin tommelfingerregel, og i det samfund, man selv lever i, vil det være et godt fingerpeg om et givet navns hyppighed, hvor nemt det er at komme i tanker om, at man har mødt andre med det navn. Men reglen kan ikke bruges i de tilfælde, hvor forekomsten af en bestemt begivenhed ikke er tæt forbundet med, hvor nemt det er at huske på eksempler (som for eksempel Dhruv). Det illustrerer den vigtige pointe i artiklen, og det var den, der fik mig til at ryste på hænderne, mens jeg læste: Når folk benytter sig af den slags heuristik, får det dem til at begå forudsigelige fejl. Det var grunden til, at artiklens undertitel var heuristik og bias. Forestillingen om forudsigelige bias blev en ramme for mine tanker, der indtil da havde været et forvirret rod.