Andrea Fehlauer

Og han fuldbyrdede heller ikke sit tankemønster – der var ingen grave på det sidste geografiske punkt ved Moraberg.

Jeg sagde det, som det var, at den slags havde vi ikke råd til.

Jeg begynder at grine, så mobilen duver på min mave, og forsøger at komme i tanke om noget, Ellinor har sagt, som Ture ville synes om.

“Det her går ikke længere. Det ved du også godt,” siger han, som om det helt er undgået hans opmærksomhed, at der faktisk er en konflikt. At det er hans vilje mod min. At det er ham, der sidder på beslutningen.

Jeg ved ikke, hvornår det skete, men vores roller er ligesom byttet om. Selv om hans krop aldrig har været i nærheden af den pondus af styrke og størrelse, som min har, er det ham, der er autoriteten nu. Den, der bestemmer over mit liv. Jeg er anledningen til, at han findes, men alligevel er det mig, der må underkaste mig. Mig, der er afhængig af hans beslutning. Det er ham, der bliver lyttet til, ikke mig.

“Nu bliver det sådan her,” siger han bestemt og rejser sig. Skønt jeg hverken har brokket mig eller sagt ham imod, tilføjer han bestemt: “Sådan er det bare.”

Det strammer underligt i halsen, og jeg ville ønske, du var her. At du i egenskab af mor kunne lægge en tilrettevisende hånd på din søns skulder. Som en advarsel om, at sådan behandler man ikke sin far. For der må være en grænse. Hvor urimelig den gamle end var, kendte jeg min plads. Sådan er livets gang.