Åge Meyer Benedictsen

Her ville han endnu gerne komme med en bemærkning, men klar over, at hans tunge havde ført ham noget udenfor hans forstands rækkeevne, gjorde han bare en flot bevægelse med hånden i luften — og fortsatte — »ja så kunne naturligvis landet og ensomheden have mange behagelige sider. Men her er absolut ingen... Ja, engang imellem læser man »Fædrelandets Søn«

Selifan indså sin kejtethed, men eftersom en god russer ikke kan fordrage at indrømme sin uret overfor andre, så tog han til genmæle i en opblæst tone:

»Hvorfor kommer du jagende i den fart? Har du pantsat dine øjne i kroen, hvad?« Han prøvede nu at styre halvkalechen lidt tilbage, for at gøre sig fri for det fremmede seletøj — men det var helt galt, nu kom alt i vild uorden.

Det er en kendsgerning, at der findes adskillige ansigter her i verden, ved hvis udarbejdelse naturen ikke har grundet synderligt og slet ikke anvendt noget som helst finere instrument, som finsave eller vridbor og deslige, men bare hugget råt til af alle livsens kræfter: Den har svunget øksen én gang, så var næsen der, nok en gang, så var munden færdig, med et grovbor har den så anbragt et par øjne, og uden at høvle efter har den sluppet ham ud i verden med det trøstende ord: »Liv er der i ham.

Efter at have bestilt sig en ganske let aftensmad, kun bestående af grisesteg, og spist den, klædte han sig straks af, rullede sig sammen under tæppet og sov ind, stærkt og fast, og sov vidunderligt, sådan som alene de lykkelige udvalgte sover, de, der hverken plages af hæmorroider eller lopper eller overdreven begavelse.

I det her samlede råd var der en meget iøjnefaldende mangel, nemlig det, man i daglig tale kalder sund fornuft. Det synes for resten, som om vi russere ikke er skabte for repræsentative forsamlinger. På alle vore møder, lige fra sognerådene og op til et hvilket som helst lærd og fornemt komitémøde, hersker der, hvis da ikke en enkelt tager hele styret i sin hånd, en ganske forunderlig forvirring.