Det var det billede, jeg altid fik af ham inde i hovedet, når jeg tænkte på ham. Det lange hår, der hang slasket og uvasket ned langs hans magre kinder. Smøgen, der røg sig selv mellem hans fingre. Jeg spejdede efter ansigtstræk, der kunne bevise, at vi var i familie, og fandt dem hverken i ansigtsformen, næsen eller hårfarven, men i hans øjne, brune som mine, og med et udtryk af afmagt, som jeg også før havde set i spejlet.