Novelle om svært genkendelige menneskelige mønstre fra en af Danmarks helt store samtidsforfattere.
Drengen udstødte et lille hvin, som snart blev til en hæmningsløs savlen. Reilly strøg ham over håret og tørrede hans mund med en serviet. Så blev der sunget. Charlotte sang for, stod med lagkagen som med en præmie. Sangen bredte sig fra lejligheden ud til de omkringliggende lejligheder, ud på trappen og ud ad det åbentstående vindue. Hvis man ville, kunne man høre et lille ekko af moderens veer, præcis et år tidligere, ikke så langt derfra. Men det var de færreste i selskabet, der lagde mærke til ekkoet, barnets skruen sig ud i verden. Gæsterne koncentrerede sig om det øjeblik, de befandt sig i, det øjeblik, der fyldte lejligheden helt ud: det øjeblik, der helt og holdent tilhørte familien.