– Er du bange, Aya? spurgte jordemoderen på fødestuen.
Hun ventede ikke på mit svar.
– Åbningen er den samme, sagde hun og trak sin pege- og langfinger ud af min skede, – seks centimeter. Hun sagde: Jeg skal nok hjælpe dig igennem det her. Lige nu er vi i helvedes forgård.
Benene forsvandt under mig. Når jeg prøvede at stå, faldt jeg sammen på gulvet. Jeg kunne ikke mærke mit venstre ben, det højre ben fornemmede jeg en lille smule, en snurren i låret. Jordemoderens ansigt flød ud for mig. Hun havde en hård tone af sølv i håret, hvide bukser på, en lyseblå bluse, træsko. Hendes skridt var faste over linoleumsgulvet. Hendes ru hænder var som fint sandpapir, der gned hen over min mave, som om hun forsøgte at slibe huden tynd, så barnet kunne blive født gennem den.
Jordemoderen hjalp mig op på en stor bold. Mine ben hang hjælpeløst, mens hun satte træstetoskopet mod maven og lagde øret mod den anden ende. Hun hentede doptonen, så jeg også kunne høre barnets hjertelyd, de små hastige slag, duk-duk-duk-duk-duk-duk, der lød, som om hjertet slog, mens slagene blev slynget rundt i vinden.