kompetente nok til at forstå forskellige mennesker. Du skal være sindssygt skarp, hvis du skal forstå en virtuos sportsmand.
For flere atleter er tillid også et spørgsmål om, hvorvidt træneren vil investere lige så meget som atleten selv. Hvis træneren ikke vil det, er det svært at mønstre den fornødne tillid. Faktisk kan det føles som et tillidsbrud. René Holten Poulsen formulerer det således: (H)vis jeg overlader ansvaret til nogen, skal de som minimum gøre det lige så godt, som jeg selv kunne gøre det – eller med samme indsats i hvert fald. Det er for mig et tillidsbrud, hvis de ikke gør det, og der kan jeg blive virkelig sur og ked af det. Ja, jeg bliver faktisk mest ked af det. For ham er det også afgørende, at træneren er lige så ambitiøs, som han selv: En træner skal ikke holde mig tilbage eller stoppe min træning og sige, at det er godt nok for i dag. Vi skal turde prøve grænser af og f.eks. lægge hårdt ud i et race for at teste grænsen. Jeg træner altid efter det bedste, og tilliden til træneren skabes, hvis træneren vil gå med mig. En lignende holdning finder vi hos Rikke Møller Pedersen: Det skaber tillid, hvis træneren selv tror så meget på den måde, han gør tingene på, at han vil risikere at miste sit ene ben. Hvis en træner vil ofre det, er jeg også villig til at gå ind i det, for så vil vi ofre lige meget.
For andre atleter er et værdimæssigt fællesskab med træneren vigtigt. Lisbet Seierskilde betoner vigtigheden af, at hun ikke kun har tillid til træneren på det faglige niveau, men også på det etiske, mens Frederik Løchte Nielsen taler om vigtigheden af, at træneren værdimæssigt ligger tæt på hans egne værdier.