Kjeld Nielsenhas quoted5 years ago
Christian Kieding tilser en syg soldat i mandskabshuset. Manden ligger på sin briks og snapper efter vejret. Det rasler i brystet på ham, og han er brændende varm. Kieding kopsætter ham rutinemæssigt selv om han ikke længere tror på behandlingen. Han giver ham et glas snaps, og patienten gylper det i sig. Hans kinder er grå og indfaldne, hagen spids som på en olding og dækket af hvide skægstubbe, alle tænderne er væk for længe siden, men hans øjne er en ung mands øjne, fulde af barnlig ængstelse.

Skal jeg dø, mester? hvisker han.

Sludder. Du er snart på højkant igen, siger Kieding. Om to dage er du på vej hjem med Caritas.

Fyren smiler, og det er en ung mands troskyldige smil. Øjnene skinner af feber og glæde. Det bliver godt at komme hjem, siger han.

Hvad vil du tage dig til når du kommer hjem? siger Kieding for at få ham til at tænke på noget andet end sygdom og død.

Tilbage til mit regiment, vil jeg tro. Det sjællandske. Jeg kommer til at møde mine gamle venner. Vi skal drikke, gå på horehus, være glade. Der kommer nogle lyde fra ham. Græder han? tænker Kieding. Nej, han synger jo. Jeg mig en pige havde i Skidenstræde, hendes kusse var bred som en ladeport, hendes hoved en luserede.

Charmant, siger Kieding og klapper ham på skulderen.

Om natten bliver han kaldt derover. Fyren er faldet ud af briksen og ligger bevidstløs på jordgulvet med hovedet vredet bagud, stødvist gispende efter luft. Kieding beordrer ham løftet op i sengen. Han går en runde i den lyse nat, og da han vender tilbage, er staklen sovet ind. Han noterer i sin journal: „Franz Glitker, tysk Geworbener, forhen indsat på Bremerholm for borteblivelse fra tjeneste, men givet fri og tilsat iblandt det gemene mandskab i kolonien Godthåb, afleden natten til den 11te juli 1731 af lungesot og skørbug. Dermed er 22 af de oprindelige 24 tugthuslemmer ved døden afgået.“

Christian Kieding har måttet indse at lægekunsten ikke er noget værd. Alt det han har gjort de sidste tre år, har i bedste fald været nytteløst. Nej, han har, hvis han skal være ærlig, gjort mere skade end gavn. Han har simpelthen slået folk ihjel med koldt blod. Han har været en bøddel, og Thomas Tode, knivmanden, har været hans rakker. Ikke engang Titia kunne han hjælpe. Han gjorde ellers hvad han kunne for hende, kolde bade, kopsætninger, igler, åreladninger, urter og medicin, han forsøgte endda at få hende gift. Til ingen nytte. Lægekunst og sund fornuft, det var det han kom med, og det var fuldstændig værdiløst. Han har selv været meget syg og hakkede sig lige akkurat igennem den sidste vinter. Døden åndede ham lige ind i hovedet, og han så en sandhed i dødsgabet. At det hele er meningsløst, og især at han, Christian Kieding, ikke har noget som helst at komme med.
  • Join or log in to comment
    fb2epub
    Drag & drop your files (not more than 5 at once)