Han vasker hendes hår. Om og om igen lader Marie-Laure fingrene trawle gennem sæbeskummet som for at bestemme dets vægt. Med hensyn til hans datter har der altid været noget let panisk dybt inde i ham: en frygt for at han ikke er nogen god far, at han gør alting forkert. At han aldrig helt har forstået reglerne. Alle disse parisiske mødre der skubber deres barnevogne gennem Jardin des Plantes eller ser på tøj i stormagasinerne – det forekom ham at disse kvinder nikkede til hinanden når de mødtes, som om de alle sammen sad inde med en eller anden hemmelig viden som han ikke havde adgang til. Hvordan skulle man nogensinde kunne vide med sikkerhed at man gør det rigtige?
Men der er også stolthed – over at han har gjort det alene. At hans datter er så nysgerrig, så ukuelig. Der er ydmygheden i at være far til så stærkt et menneske; som om hans rolle kun har været at sætte noget andet og større og vigtigere i verden. Sådan føles det nu, tænker han da han knæler ved siden af hende og skyller hendes hår: som om hans kærlighed til sin datter er på vej til at bryde ud af hans krops grænser. Husets mure kunne vælte, ja, hele byen forsvinde omkring dem, og stadig ville styrken i den følelse ikke svækkes.
Afløbet pludrer; det overfyldte hus trækker sig sammen om dem. Marie vender sit våde ansigt opad. “Du rejser. Ikke?”
Lige nu er han glad for at hun ikke kan se ham.
“Madame fortalte mig om telegrammet.”
“Jeg er ikke væk så længe, Marie. En uge. Ti dage, højst.”
“Hvornår?”
“I morgen. Inden du vågner.”
Hun læner sig frem på knæene. Hendes ryg er lang og hvid og brudt af rygsøjlens tapper. Engang faldt hun i søvn med hans pegefinger knuget i hånden. Engang lå hun på nøglerummets gulv med sine bøger og bevægede fingrene som edderkopper over siderne.