På forhånd frygtede han elektrochok som sit værste mareridt. Men behandlingen viste sig mirakuløs.
I januar 2018 blev Peter Øvig helbredt fra en svær psykotisk depression på Rigshospitalets lukkede afdeling. Først bagefter gik det op for ham, hvor store omkostninger sygdommen havde haft for ham selv og hans nærmeste. I en lang periode ville hans fjortenårige søn ikke se ham.
I de tre år siden helbredelsen har Peter Øvig gravet i, hvad depression og elektrochok har gjort ved ham. Undersøgelsen fører ham fra hans ungdoms antipsykiatri til tredivernes slagtehaller i Rom og videre over CIA’s eksperimenter med hjernevask frem til den nyeste forskning i erindring. Han opdager, at vi måske selv digter, hvad vi husker.