Da Lawrence Durrell som 23-årig skrev et fanbrev til den 20 år ældre amerikanske forfatter Henry Miller, havde den unge englænder, der dengang boede på Korfu med sin familie, næppe regnet med, at det ville føre til et livslangt venskab mellem to beslægtede ånder. Gennem deres årelange korrespondance lærer vi dem hver især at kende som forfattere, som mennesker og som venner, og vi kommer til at forstå deres liv og litteratur på en ny måde.