Hvordan lever vi hver især med den indre monolog, med de ord og sætninger, der bestandig kværner i kraniekassen? Er vi alene med dem, eller kan vi forbinde os med andre gennem dem? Hvad sker der, når vi efterlades eller forlades af dem, vi har gjort til tankernes Du? Hesselholdts litterære indre monologer trøster og beroliger os, fordi kraniekasserne (de forskellige karakterers, karakterens og læserens) genlyder af hinandens ensomhed.