„Må jeg ikke nok snart tage det af?“ spurgte Samrita.
„Nej, ikke endnu. Vi er der lige om lidt,“ svarede Robin og trak videre med hende.
„Det sagde du også for lidt siden,“ mumlede Samrita.
Hun anede ikke, hvor hun var. Hun vidste bare, at Robin havde givet hende bind for øjnene hjemme i lejligheden, så hun ikke kunne se noget, og taget hende med ned på gaden. De havde snart været rundt i hele byen. Sådan føltes det i hvert fald.
Desværre var Robin rimelig klodset. Han havde allerede styret Samrita ind i både en lygtepæl og et busstoppested, og nu gav han hende også et hårdt skulderskub.
„Hvad skulle det til for?“ spurgte Samrita.
„Der lå noget på fortovet, som du helst ikke skulle træde i,“ grinede Robin. „Forestil dig en kæmpestor schæferhund, som har holdt ædegilde med …“
„Tak!“ sagde Samrita. „Du behøver ikke at fortælle mere.“
Samrita snublede over endnu et par flisekanter, og så stoppede Robin endelig op.
„Okay, nu må du godt tage bindet af,“ sagde han.
„Pyha, det var også på tide,“ sagde Samrita. „Det er altså ikke sjovt at gå rundt med bind for øjnene, når man hele tiden er bange for at støde ind i noget.“
„Men du skal først drejes rundt!“ Robin tog fat i hendes skuldre og drejede hende rundt og rundt, så hun blev helt rundtosset.
„Okay, nu?“ spurgte Samrita. Hun slingrede og var nødt til at krydse det ene ben ind over det andet for ikke at vælte.
„Haha, sveske, du er jo fuld! Har du drukket øl?“ grinede Robin.
„Du kan selv være fuld, sådan som du hele tiden støder mig ind i alt muligt. Men nu gider jeg altså ikke mere.“ Samrita trak tørklædet ned over hagen.
Lyset var meget skarpt efter al den tid i mørke. Hun kunne se nogle store bogstaver på toppen af et hegn, men de hoppede og dansede, så hun ikke kunne læse dem. Hun blinkede et par gange med øjnene og kiggede igen.
ZOOLOGISK HAVE stod der.
Samrita kiggede forundret på Robin.
Han smilede til hende.
„Glædelig sveskedag,“ sagde han glad.