I Renæssancen og humanismens rødder tegner idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen et signalement af den kalejdoskopiske vifte af tanker og idéer, der kommer til udtryk i renæssancen. Her mødes, brydes og forenes en række traditionelle modsætningspar som hedenskab og kristendom, alkymi og videnskab, frihed og slaveri, kætteri og kirke — menneske og Gud. I renæssancen krydser opdagelsesrejsende oceaner og kontinenter, bogtrykkerkunsten skaber en kommunikationsrevolution, naturen romantiseres og mytologiseres, mennesket bliver universets centrum — og ud af denne kulturelle smeltedigel opstår rødderne til den verdens— og menneskeanskuelse, som senere får navnet humanisme. Renæssancen og humanismens rødder afdækker epokens brudflader og paradokser i kontrast til middelalderkirkens og reformationens verdensforsagende træk. Reformationen anskues som et punktum for den europæiske renæssance, men samtidig belyses den egenartede blanding af humanistiske tendenser og reformatoriske bestræbelser, som udspiller sig i Danmark i det 16. århundrede, indtil den lutherske ortodoksi endegyldigt slår igennem.
