ville blive sammen med hende, på trods af alle de mennesker som pludselig kom ud af tågen og stimlede sammen omkring dem med blomster og kranse.
– Dem skal du ikke tage dig af, sagde hun, – de tror, at livet er én lang begravelse.
Mærkeligt, at de stod der og græd tårer af jern.
– De tror selvfølgelig, jeg hoppede i åen, det er klart, men måske faldt jeg bare, fordi jeg ville balancere på rækværket, du ved, ligesom ham den lille dreng, der altid græder. Kan du huske ham