Fri os fra kærligheden

Masters & Johnson o.a. har jo fundet ud af, at frigiditet hos kvinder ikke udelukkende skyldes „teknisk“ utilfredsstillende partnere, men i højere grad, at kvinder i vores kultur lider af manglen på erotiske „billeder“ – eller sexuel fokusering. Det er der ikke noget mærkeligt i, eftersom de erotiske billeder i vores samfund er „malet“ af mænd, og dem har kvinderne måttet placere sig i, så godt de formåede. Der findes ingen hunkønsparallel til de stimulanser, der tjener til at ophidse de mandlige drifter. Kvinderne har ubevidst måttet tilpasse deres fantasier til de mandlige for at være indbydende nok til bedækning i rimeligt omfang.

Men valget foreligger naturligvis ikke. Så godt som alle børn fødes i kernefamilien som kronen på værket i tosomheden. Barnet er ofte en nødvendig forudsætning, for at et forhold mellem to voksne kan fungere og komme til at ligne det, man – fejlagtigt – kalder en familie. Ligesom to unge mennesker, der flytter sammen, køber en masse ting, fordi tingene symboliserer, at man er blevet en familie, ligesom man køber en vaskemaskine, laver man et barn. Barnet symboliserer, at det er et fællesskab, en familie, det drejer sig om. Barnet er tosomhedens eksistensberettigelse og samtidig dens gidsel, fordi det bruges til at illudere familie med, mens hverken 2,8 eller 3,8 personer nogen sinde kan blive en familie. Barnet ofres for en idé. En idé, der går ud på, at verden ikke har forandret sig, og at familiemønstret er guddommeligt uforanderligt til evig tid. Barnet bruges til at fasttømre et forhold eller give det (ny) betydning. Barnet sænker umiddelbart glemslens slør over tosomhedens monotoni – kedsomheden. Man laver et barn for at skabe en (lykkelig) begivenhed, og den er dejlig nem, den kræver ikke de store skaberevner, men begivenheden er muligvis den største i menneskelivet.

I alle andre sfærer end den erotiske betragter man erfaring som noget værdifuldt. Men når det gælder kvindernes erotiske potentiale, holder man stædigt fast på den fromme uvidenhed.