Men valget foreligger naturligvis ikke. Så godt som alle børn fødes i kernefamilien som kronen på værket i tosomheden. Barnet er ofte en nødvendig forudsætning, for at et forhold mellem to voksne kan fungere og komme til at ligne det, man – fejlagtigt – kalder en familie. Ligesom to unge mennesker, der flytter sammen, køber en masse ting, fordi tingene symboliserer, at man er blevet en familie, ligesom man køber en vaskemaskine, laver man et barn. Barnet symboliserer, at det er et fællesskab, en familie, det drejer sig om. Barnet er tosomhedens eksistensberettigelse og samtidig dens gidsel, fordi det bruges til at illudere familie med, mens hverken 2,8 eller 3,8 personer nogen sinde kan blive en familie. Barnet ofres for en idé. En idé, der går ud på, at verden ikke har forandret sig, og at familiemønstret er guddommeligt uforanderligt til evig tid. Barnet bruges til at fasttømre et forhold eller give det (ny) betydning. Barnet sænker umiddelbart glemslens slør over tosomhedens monotoni – kedsomheden. Man laver et barn for at skabe en (lykkelig) begivenhed, og den er dejlig nem, den kræver ikke de store skaberevner, men begivenheden er muligvis den største i menneskelivet.