Hvad han følte for hende, var dog ikke vrede alene, også medlidenhed. Han undskyldte hende, fordi hun var kvinde, det ville sige et væsen med et abnormt følelsesliv og en deraf flydende, forvirret tankegang. Han var end ikke sikker på, om hun ikke var begyndt at betragte sig som den forurettede. Der var noget i den trods, hun denne morgen havde vist ham, der kunne tyde derpå. Og det ville jo kun ligne hende! Hvor huskede han hende fra de gamle dage, da hun på den uskyldigste måde kunne fortsætte med sine benægtelser, indtil hun selv troede på dem, endda han havde begge hænderne fulde af beviser imod hende!