ind i. Men også først da, aldrig lige med det samme. Bornholmer bliver jeg aldrig. Det er bornholmerne de første til at vide. De skelner skarpt mellem en født og en ført, som de siger, og mig generer det ikke, at de selvfølgelig må kalde mig en ført og vil blive ved med det, selv om jeg så også skulle gå hen og blive tohundrede år her. Men jeg føler mig alligevel helt på linje med dem i syn og i måden at være på, også naturligvis fordi det specielt bornholmske udlignes og udjævnes nu af massemedierne og af den moderne tilværelse i det hele taget. Hvilket jeg ikke beklager i og for sig. Der er noget fælles menneskeligt, som er det bærende, uanset hvor man har sin rod og sit sprog fra. Menneskesindets oprindelighed og ægthed vil bestå, ingen tvivl om det, selv om det trues af store farer i udviklingen, sådan som den forløber.
Engang magter vi også den, det er jeg ikke i tvivl om. Det kan godt være, der går nogle generationer. Jeg er ked af, at jeg ikke kan leve så længe, at jeg kommer til at opleve det, for det ville jeg gerne. Jeg er meget nysgerrig. Men det kommer, mennesket vil finde sig selv igen. Mennesker må høre sammen og hænge sammen og forbindes på et fælles grundlag af varme og en fælles fornemmelse for, at man er ikke til for sin egen skyld, men for omgivelsernes og for andre menneskers skyld. Det må vi komme til. Og det vil vi komme til, det er jeg oven i købet ret sikker på.“