Orla Frø-Snapper

Jakob sagde ikke noget.
Men jeg

Men du er alt for tung. Prøv at gøre ham bange.
Jeg sank en stor spytklat – af bare skræk, for sæt nu Orla kunne kende mig.
Goddag, sagde jeg med min dybe stemme. Hvad løber du rundt efter, knægt?
Orla var nær faldet over sine egne ben, og han skyndte sig at gemme rebet omme på ryggen.
Øhh … sagde han. Ikke noget særligt …
Nåhh, sagde jeg og rynkede øjenbrynene ligesom en rigtig voksen og gal mand. Du løber vel ikke rundt efter de små drenge

Ikke den, hvor KANONKONGEN boede, og hvor han nu sad og spiste sin varme mad.

gallaforestilling
Foran det store falmede cirkustelt var der stuvende fuldt af folk, som snakkede og råbte og lo og masede, så det hverken var til at komme frem eller tilbage.
Pyyh, tænkte jeg. Sådan en bette fyr som mig får aldrig et sted at sidde – sådan som folk skubber og maser rundt her.
Jeg stod mellem benene på de mange mennesker og var lige ved at tabe modet, for det eneste, jeg kunne se, var dameskørter og bukseender og

Bøllerne
Det er nu ikke altid rart at være lille.
Selvfølgelig er det somme tider skægt.
Mægtig skægt, endda.
Det er skægt om sommeren, når man kan gå rundt med bare tæer, lige til det bliver mørkt – og græsset bliver vådt.
Det er skægt, når man har bygget en god hule i et træ og kan sidde derinde i øsende regnvejr.
Det er også skægt, når bagerens fire grise løber ud af svinestien og beser rundt i haverne, mens konerne skriger og løfter op i kjolerne.

levende frø, siger de.
Men det er nu nok løgn, for der er ingen mennesker