Børn bør ikke dø før deres forældre. Men af og til går det ikke, som det skal: en mørk vej, en beruset bilist, en ung mand, der dør — og så ruller begivenhederne i Maardam som kuglerne på et billardbord. For bilisten er alt med ét slag ændret, og han drives ud i et desperat forsøg på at nulstille sin handling.
Kriminalkommissær Reinhart og hans hold ved politiet i Maardam må kontakte deres tidligere kollega Van Veeteren, der på tragisk vis er indblandet i sagen.
CARAMBOLE er syvende, selvstændige bind i Håkan Nessers mesterlige serie om Van Veeteren, der nu er blevet antikvarboghandler, og hans tidligere kolleger på politistationen i Maardam.
«Håkan Nesser skriver i ”Carambole” med artistisk nerve, barok replik— og situationshumor, dyb medfølelse med de af tilfældet ind i forbrydelse pryglede hunde, og skarp smerte på ofrenes vegne. Kortfattet, socio-filosofisk prægnant, og med et stædigt håb på anstændighedens vegne. [..]
Helt fortjent at romanen vandt ”Glasnøglen” som bedste nordiske kriminalroman 1999.»
Peter Kirkegaard, Information
«Håkan Nesser har som i sine tidligere bøger læseren i sin hule hånd.»
Horsens Folkeblad
“[En] imponerende dygtighed og finesse.”
Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten