Med «Karen Blixen: et uafsluttet selvopgør» har Ole Wivel skabt noget så utraditionelt som en bog om Karen Blixen blandet med egne erindringer om forfatterinden. Wivel fortæller om sin personlige tilknytning til Blixens værker og introducerer læseren for Blixens liv og hovedtemaerne i hendes litterære værker.
Ole Wivel (1921–2004) var en dansk forfatter, der i høj grad var med til at præge det danske kulturliv efter Anden Verdenskrig. Wivel brød igennem med digtene “I Fiskens Tegn” i 1948, udsendt af Wivels Forlag, som han grundlagde i 1945 og ledede frem til 1953. Herefter var han af to omgange direktør for Gyldendal. Wivel var en kendt debattør og anerkendt for sit talent som både digter, tidskriftsredaktør og debattør.