Drengen der fik en hunds hjerte

Dronningen, hun var klædt ud som en rødvinget sommerfugl. Først tænkte drengen, at det var sjovt, derefter at det var underligt. Og til sidst blev han urolig. Hvorfor klædte de sig ud som hans døde dyr?
Alle ville danse med drengen.
Allermest Dronningen.
De dansede og dansede. Til sidst kunne drengen næsten ikke stå på benene længere, og Dronning

Tonerne var smukke, ja, men også, for den der anstrengte sig, en lille bitte smule falske.

anstrengte sig, en lille bitte smule falske. Som om fuglesangen

Den lyste op, lakken lyste, knapperne dirrede og en stemme talte.
Drengen holdt forbavset vejret.
Det var eventyr, der blev fortalt. Stemmen var anderledes, ikke som den mennesker talte med nu, mere omhyggelig, tænkte han, og lidt morsom. Han drejede på knappen, der fik stregen til at flytte sig, og nu kom der stemmer på et sprog, han aldrig havde hørt før. Også engelsk. Det kendte han, og tysk.
Han fandt eventyret igen og lyttede.
Efter eventyrene kom der musik. Stor musik. Vældig musik. Han tænkte, at den var som et hav, der overskyllede ham selv og skibet. Musikken var som et stormvejr båret af ti tusinde fjer, og løftet af vinger steg den højt op i lastrummet, og med en bedrøvet hvisken faldt den ned igen, og igen højt op, helt op til de lysende stjerner, der hang over de åbne luger.
Der var fjersving i musikken. Der var smerte og sorg, men mærkeligst, og det havde drengen aldrig hørt før, var der inden i det smertelige, store rum lys, og med lyset et stort håb. Det var alt sammen i musikken.
Tusinde strygere med tonevinger løftede sig højt op, langt ned og løbende ud mod skrogets rustne jernplader, rundt om trappeløbene og installationerne, som var musikken store, fjerklædte hænder. Som var det guders hænder, tænkte drengen, der løftede og spredte musikken.

Inden i kassen var det sommer.
Det herligste sommervejr stod på luften og rejste af sted højt oppe på himlens skyer. Lyset stod smukt på træernes grene, og langt ude, bag grønne bakker og store, venlige træer, var et blåt hav. Solen skinnede på bølgerne, og der stod en regn af lysgnister hen over vandet.
Da drengen faldt, fløj plasticposerne ud af hans hænder, og i samme øjeblik flagrede de døde fugle op fra poserne. Og nu sang de: Vi fløj så muntert, vi sang, vi holdt af vinden, når den løftede os og bragte os hen over marker og byer. Vi holdt af den klare luft, når vi susende skar os ned gennem den. Alting holdt vi af. Det kom fra hjertet. Så blev det revet ud! En frygtelig sang!
Derefter løftede de sig højt op, højere og højere, så dykkede de på én gang, som var de ikke en flok, men én eneste fugl. De fløj ned og satte sig foran drengen og så opmærksom på ham med deres skarpe øjne.
Drengen satte sig forbavset på græsset. Også hunden satte sig, og ræven. Nu var de levende, ligesom drengen, og drengen mærkede, at nu havde han sit eget hjerte.
Og jeg har mit, sagde hunden. Nu talte den, men stadig, sådan cirka mellem hvert tredje ord kom et lille vuf, og da den ikke sagde mere, gøede den én gang, hurtigt og højt som et slags udråbstegn.
Og jeg, sagde ræven, jeg har også mit hjerte. Hun skar det ud og smed mig i grøften.
Der hvor jeg samlede dig op? spurgte drengen.
Nemlig, sagde ræven.