Den lyste op, lakken lyste, knapperne dirrede og en stemme talte.
Drengen holdt forbavset vejret.
Det var eventyr, der blev fortalt. Stemmen var anderledes, ikke som den mennesker talte med nu, mere omhyggelig, tænkte han, og lidt morsom. Han drejede på knappen, der fik stregen til at flytte sig, og nu kom der stemmer på et sprog, han aldrig havde hørt før. Også engelsk. Det kendte han, og tysk.
Han fandt eventyret igen og lyttede.
Efter eventyrene kom der musik. Stor musik. Vældig musik. Han tænkte, at den var som et hav, der overskyllede ham selv og skibet. Musikken var som et stormvejr båret af ti tusinde fjer, og løftet af vinger steg den højt op i lastrummet, og med en bedrøvet hvisken faldt den ned igen, og igen højt op, helt op til de lysende stjerner, der hang over de åbne luger.
Der var fjersving i musikken. Der var smerte og sorg, men mærkeligst, og det havde drengen aldrig hørt før, var der inden i det smertelige, store rum lys, og med lyset et stort håb. Det var alt sammen i musikken.
Tusinde strygere med tonevinger løftede sig højt op, langt ned og løbende ud mod skrogets rustne jernplader, rundt om trappeløbene og installationerne, som var musikken store, fjerklædte hænder. Som var det guders hænder, tænkte drengen, der løftede og spredte musikken.