Nobels testamente

Birgitta? sagde Annika. – Hvordan står det til med dig? Har du hørt om Lars-Henry?
– Det er dyrene, sagde Bi

her? tænkte Annika. Bruger han sine ferier på at samle de rigtige sten, planerer han sin grund, bygger sine sti

dansetrin på entrégulvet. – Sød som en sukkerknald og kun fireogtyve år gammel, og han danser salsa som et rigtigt latinamerikansk mandfolk.
– Men foredraget? sagde

kædet Johan Isaksson sammen med Nobelmordene, sagde Q. – Hvad vil du skrive om Kattekillingen?

Hvorfor skulle du have et ansvar for Lars-Henry? Havde Caroline da det?
Der lød en hulken fra professoren, hun pudsede næse igen.

Jeg har i sinde at gå ud med The Kitten, skrev hun. Må afstemme for at tjekke at jeg ikke brænder noget afgørende af.
Der gik ikke m

den kraftige regn, derefter forsvandt de ind i huset igen.
Annika bed sig i læben. Det her begyndte at blive rigtig ubehageligt. Hvo

etage, der var så mange udstødningsgasser dernede at han forsøgte at undgå at trække vejret ned i lungerne.
Mødet med retschefen i formidd

www.nobelprize.org, klikkede sig videre ude i feltet til venstre og havnede i et artikelarkiv om opfinderen. Der fandt man oplysninger om hans tidlige barndom (f

Chefredaktøren satte sig oven på nogle dataudskrifter der lå spredt ud over skrivebordet, foldede hænderne i skøde