Da Lavrekas’ mor på sit dødsleje beder ham tage sig af hans lillebror, må han opgive drømmen om at leve som digter og i stedet arbejde hårdt som købmand for at tjene penge, som lillebroren Paavo bagefter kan ødsle bort. Paavo får opbygget en strålende karriere som kunstner, men hans succes er bygget på Lavrekas’ slid og opofrelser.
Da et af Lavrekas’ fragtskibe ladet med kostbart gods forliser, kommer det frem, at han har investeret andres penge i den sørgelige affære. Nu rejses der anklager imod ham, og han får brug for Paavos hjælp. Men kan den pålidelige storebror regne med lillebroren, når nu han har allermest brug for ham?
“Lavrekas Horhoinen” er en spændende fortælling fra det nordligste Lapland, der skildrer laplændernes traditionelle, men hårde liv, som forfatteren selv fik det beskrevet af sine mange bekendte fra Lapland. Romanen betragtes af mange som Laura Kielers hovedværk.
Laura Kieler (1849–1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.