Til min søster

Et rådyr sprang ud på vejen foran os. Du trådte hårdt på bremsen, det gav et ryk i bilen, selen strammede til, nettet med appelsiner røg frem mellem mine ben.

– Hov, sagde Nola.

– Pas på! sagde jeg.

Du slog et

Det var tydeligt at se, hvem der var indlagt, og hvem, der var besøgende. Dem, der kom ude fra byen havde glød i kinderne og spørgende blikke, en umiddelbar nysgerrighed, en vilje til at finde vej. De kiggede på skilte og pegede på pile på væggene, men de gik afmålt, som om de frygtede, at det at gå på det samme linoleumsgulv som de indlagte kunne smitte dem. De kom med luft omkring sig og åbenstående sommerjakker, med blomsterbuketter og talte for højt. De havde ikke nedjusteret deres stemmer til det hviskende hospitalsleje. Der var en mildhed over dem, som ingen af os, der var indlagt, havde. Ved os var der noget truende.

Du fik vristet dig fri, og I hjalp hinanden med at rykke møblerne.

for derefter at slikke dem.

Det var ikke tilladt at kopiere fra bøgerne. Jeg renskrev

Hver gang jeg tænkte om Anna: Dér var hun, forsvandt hun. Jeg kunne ikke gribe om hende og holde hende fast. Jeg ville gerne sige, at jeg havde set hende, sådan følte jeg det, når jeg tænkte på hende, men jeg vidste ikke, og jeg ville heller ikke få at vide, om hun havde følt sig set af mig.

Hvorfor brugte hun ikke den kraft i sit liv?

Der var et misforhold i den mellem, hvem hun var, og hvem hun ville være.

Jeg ville hviske i Nolas øre: Du skal blive ved med at sige, du skal ikke dutte mig, til alle de mænd og kvinder, der rører dig, uden at du vil have det.

Du stod under et æbletræ og bredte et tæppe ud, jeg havde lyst til at gå hen til dig og sige det samme: Alt det, jeg har fortalt dig, er så sandt, som at jeg ser dig, og du ser mig.

Ingen har været så dejlig at ligge sammen med som dig, den tyngde af os, der strakte sig helt ind i søvnens nærhed.