Mike Larssons rummelige hjerte er en hjertevarm historie om en mands bestræbelser på at gøre det rigtige og være en god far for sin svigtede søn. Men skyggesiderne lurer.
Mike Larsson er netop kommet ud af spjældet. Igen. Denne gang har han siddet inde for at have stjålet et par tørretumblere, og han tænker, at det er på tide at starte forfra. Derfor drager han til den lille by Tomelilla, hvor hans 14-årige søn, Robin, bor sammen med sine plejeforældre. Her bor også Mikes eneste rigtige ven, Boblekongen, i et stort gammelt stenhus. Mike får job hos Boris, som ejer byens skrotfirma, men dette bekendtskab fører ham først til et pornostudie i Lövestad, senere på en mystisk opgave i Litauen. Det eneste, Mike vil, er bare at være en god far.