“For hvad?” spørger hun til sidst. “Hvad var du indlagt for?”
“Jeg var en af de bange,” siger Jan. “Jeg var bange for verden udenfor.”
Der bliver stille i køkkenet.
“Det vidste jeg ikke,” siger Marie-Louise til sidst. “Det har du aldrig fortalt, Jan.”
“Det kom aldrig videre end det … men jeg skammer mig ikke over det.”
Marie-Louise nikker forstående, men hun ser ud til at granske ham med helt nye øjne. Flere gange i løbet af dagen skæver hun til ham med et årvågent blik. Jan har brudt en tillid, virker det som om – han har svigtet sin chef ved at vise sprækkerne i sjælen.
Men det betyder ikke noget længere. Sprækker lukker lys ind.