til slutrunden i Sydafrika bliver jeg mere og mere stolt af med tiden. Jeg er blevet spurgt mange gange, om det var det værd. Pengene, smerterne og ubehagelighederne. Men det var det hele værd. Jeg er ikke blevet et lykkeligere menneske af at have været med til en slutrunde, men jeg er blevet et mere lettet menneske, fordi jeg har opnået det. Og fordi jeg er blevet ved med at forfølge det i stedet for at give op. Det er jeg stolt over, for jeg ved, at det ville have siddet som en knude i maven på mig resten af mine dage, hvis jeg ikke havde givet den alt, hvad jeg kunne, mens jeg kunne.
Det dér med bristede illusioner og drømme, som jeg ikke fik forfulgt, er en situation, som jeg lovede mig selv som helt ung, at jeg ikke ville havne i. Jeg ved, hvor bitter jeg ville have været, hvis jeg ikke kunne sidde tilbage i dag og sige til mig selv, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.
Selvom min krop måske ikke helt har været bygget til professionel topfodbold, har jeg alligevel søgt de muligheder, der var for en type spiller som mig, med de forhindringer, som opstod løbende