været et tomt nodeark som verden kunne komme til at skrive sin musik og sin larm på. Han lå på ryggen, han vidste ikke hvor, men der var en sommervind, ikke hed og tør som vinden nu, men lun og venlig, og fra stedet hvor han lå, ude af stand til at bevæge sig, kunne han se et hvidt stykke stof, så tyndt at det næsten var et slør, og det bevægede sig i vinden, og der udenfor fandtes solen og alt det grønne og fuglenes sang, det havde ingen fortalt ham, og det havde han heller ingen ord for, han vidste det bare, og der på den anden side af sløret fandtes ikke bare fuglene, men også en anden musik, en fjern en, den svævede frem gennem luften, svag, men tydelig, og han vidste fra første øjeblik at han elskede den, men ikke at han måske ville komme til at elske den mere end han var i stand til at elske noget andet. Og ikke bagefter, men samtidig, som en dobbelteksponering, så han billederne fra om natten, han så det mærkværdige og forfærdelige syn da en hel ø brændte op for øjnene af ham, og han mærkede den stikkende røglugt i næseborene og huskede den tørre smælden når store træer eller dele af dem faldt til jorden: den staccatoagtige lyd som bevægede sig hen over den natlige Askingefjärden. Og han huskede hvordan Kuortti havde brudt en lang stilhed, hvor de havde stået ved vinduet og stirret på den brændende ø, og ingen havde mælet et ord før Mikko med sin køligste stemme sagde, at måske forholdt det sig sådan at de alle sammen var ved at blive musikere i Titanics orkester, hvor de end spillede i verden