vor virkeligheden ikke mere fortolkes i fællesmenneskelige kategorier, mister også de æstetiske normer deres gyldighed. De der vedbliver at tage dem alvorligt skaber gammeldags kunst, de der anvender dem uden at tage dem alvorligt (måske de fleste moderne kunstnere) skaber parodier. Kasserer kunstneren de gamle normer, formår han ikke at beherske det uhyrlige, mangfoldige, uvisse, forfærdelige; og søger han, ledet af vilje til mådehold, at indordne det dionysiske i regel og begreb, står hans værk i fare for at blive konstruktion