»Nej, du skal ikke vide alt, Vermund, det er ikke godt,« svarede Helga; men Vermund bad igen, og saa gav hun efter og fortalte om, hvorledes hun havde ligget inde i sit Kammer og set paa de drivende Skyer saa mange, mange Nætter, medens Vermund var borte; naar hun aabnede Lugen over sit Hoved, var det, som de var ganske nær ved hende.
»Naar de drog mod Vest, saa hviskede jeg til dem: Hils ham, hils ham, og sendte varme Hilsener og Kys med, og kom de fra Vest, saa granskede jeg dem og tog Varsel om din Skæbne.«