I digtsamlingerne Nigger 1 (1982) og Nigger 2 (1983), eller det alternativt mindre stødende navn, Mit nøgne hjerte, dyrker Strunge fortsat den mere beskidte skrivestil som fra Skrigerne! (1980) i en fuldkommen opløsning af genrer. Digtenes umiddelbarhed tegner tydelige spor af surrealismens konfrontation med meningsløshed og ondskab.
