Pigen i internettet beskriver ungdommen i den digitale tidsalder. Det er ikke en ungdomsroman i traditionel forstand. Det er hovedpersonens refleksioner som voksen, der skaber bogen.
Bogens hovedperson er lidt en levende ”lærebog”, og pointerne bliver skåret ud i pap.
Pigen er i gang med at prøve at finde ud af, hvem hun er. Her oplever hun, at der er nye udfordringer og kriser, men også nye færdigheder og muligheder på de fysiske og digitale områder af livet.
Bogen beskriver, hvordan hun forsøger at finde et ståsted i livet, og her er der ikke meget hjælp at hente hos forældrene. Der er så meget, forældre ikke forstår ved det digitale liv. Bogen rummer hovedpersonens refleksioner over livet i den digitale verden og vanskeligheden ved at få den til at hænge sammen med den fysiske. Fortællingen når helt frem til voksenalderen.
Bogen taler direkte til unge om et svært og vigtigt emne: balancen mellem den digitale og fysiske verden. Bogen rejser nogle meget alvorlige dilemmaer, som vil kunne bruges i undervisningsøjemed. Det kan danne udgangspunkt for nogle diskussioner om de behandlede temaer i bogen. Pigens fortælling kan bidrage til, at vi får taget de vigtige og nødvendige samtaler med hinanden og med vores børn og unge.