Natasha: Jeg er en pige, der tror på videnskab og fakta.Ikke skæbne. Eller drømme, der ikke går i opfyldelse. Jeg er helt klart ikke typen, der møder en sød fyr midt på gaden i New York og bliver forelsket. Ikke når min familie er tolv timer fra at blive udvist af landet. Min fortælling kommer ikke til at handle om at falde for ham.
Daniel: Jeg har altid været den gode søn, den dygtige elev, levet op til mine forældres høje forventninger. Aldrig digteren. Aldrig drømmeren. Men da jeg ser hende, glemmer jeg alt om det. Noget ved Natasha får mig til at tro, at skæbnen har meget større planer – for os begge to.