Han regnede helt sikkert ikke med at leve en tilværelse som embedsmand; han hadede rutiner og hierarkier, karrierer, hjemmet, rettigheder og pligter, alt det alvorlige i livet. Han havde svært ved tanken om at skulle have et job, kollegaer, overordnede, regler man skulle overholde og pålægge andre; han ville aldrig blive familiefar og heller ikke en gift mand. Med det sværmeri der lå i tiden, og med sine treogtyve år drømte han om store rejser: Han ville tage til Konstantinopel, og omgås havnearbejderne; han ville rejse til samfundets bund og drikke sig fuld sammen med alfonserne; han ville rejse verden rundt, og hverken Indiens pariaer eller præsterne fra Athos-bjerget eller fiskerne fra Newfoundland ville have nogen hemmeligheder for ham. Han ville ikke slå rod nogen steder, og han ville ikke belemre sig med nogen ejendom overhovedet; ikke for at forblive disponibel uden noget formål, men for at kunne bevidne alt.