Med den lille pjece “Om Slesvigs deling” skriver den politisk engagerede forfatter Hans Egede Schack sig ind i et af 1800-tallets helt store nationale spørgsmål. Ikke mange andre end Schack dristede sig til at tale for en deling af Slesvig, skønt det var noget der blev diskuteret bag lukkede døre i de politiske kredse. Men for Schack var delingen af Slesvig den eneste løsning, der kunne stemme overens med et moderne demokratisk standpunkt, og forfatteren kommer på den måde til at foregribe resultatet af folkeafstemningen i 1920 mere end et halvt århundrede i forvejen.
Hans Egede Schack (1820–1859) var dansk forfatter og politiker. Med sin eneste fuldendte roman “Phantasterne” varslede Schack den kommende bølge af realisme i dansk litteratur, og det er for “Phantasterne”, han huskes bedst.