Karl Popper opsummerede det smukt et sted i bogen:
„Hvis vi vil forblive menneskelige er der kun én vej, og det er vejen ind i det åbne samfund. Vi må bevæge os fremad, ind i det ukendte, det usikre og risikable, og vi må bruge den fornuft, vi nu engang har, til at tilrettelægge samfundet så godt vi nu kan, så vi både har sikkerhed og frihed.“
Det er ord, som jeg den dag i dag kan skrive under på.
Jeg var nok faldet i tvivlen, men jeg havde også været i stand til at rejse mig igen.
Hvorfor falder vi? Så vi kan lære at rejse os op