for at tale forretning,« sagde han til dem. »Måske senere.«
Hunt lænede sig skødesløst mod smedejernsbalustraden og så vurderende på Kev med sine mørke øjne.
De havde truffet hinanden ved enkelte lejligheder på Stony Cross Park, hvis jorder grænsede op til Ramsay-godsets, og Kev havde syntes godt om Hunt. Han var en mand, der vidste, hvad han ville, og talte lige ud af posen; en åbenlyst ambitiøs mand, som nød såvel at tjene penge som de goder, pengene bragte ham. Og hvor mange andre mænd i hans position ville have haft alt for høje tanker om sig selv, var Hunt i besiddelse af både humoristisk sans og selvironi.
»Jeg går ud fra, at De vil spørge til, hvad jeg ved om Harrow,« sagde Hunt.
»Ja.« »I lyset af begivenhederne for lidt siden,