Når man vil lave en Jordomsejling, der tager mellem femten og tyve år, kan man jo ikke være med hele tiden. Det menneske, som har sejlet, ved, at der sker noget i hjertet og i kroppen på én, når man har været om bord i et års tid, måske to. At leve på et lille skib er jo også at leve i en skotøjsæske, pludselig kan man mærke, at man er ved at få åndenød. De danske landskabsbilleder begynder at plage éns nattesøvn. Kornmarkerne står svajende, kastanjernes fedtede knopper. Man husker sin barndomsgynge under guldborgæbletræet og saften i det kølige æble, når man samlede det op på den dugvåde græsplæne. De unges latter i sommernatten, man griber sig i barmen og mærker med et sug sorgen over at miste sin ungdom. Du må hjem, du må hjem. Der er ikke andet at gøre, og det er vidunderligt.