Sådanne beviser er næppe fyldestgørende, lige så lidt som den tidligste litterære henvisning til Arthur er det, nemlig en forbigående omtale i det store episke digt Y Gododdin, der blev skrevet omkring år 600 og priste et slag mellem briterne i nord (»en mjødudrustet hær«) og sakserne, og mange lærde mener da også, at denne omtale af Arthur er blevet føjet til langt senere.
Efter denne ene, tvivlsomme omtale i Y Gododdin må vi vente to hundrede år på en historikers beskrivelse af Arthurs eksistens, et tidsrum, der svækker bevisets autoritet. Ikke desto mindre gør Nennius, der samlede sin historie om briterne i det 8. århundredes allersidste år, meget ud af Arthur. Det er værd at bemærke, at Nennius aldrig kalder ham konge, men snarere beskriver Arthur som Dux Bellorum, kampanfører, en titel, jeg har oversat til krigsherre. Nennius benyttede sig bestemt af gamle folkeeventyr, der var en frugtbar kilde, som gav næring til de stadigt hyppigere genfortællinger af Arthurs historie og nåede et højdepunkt i 12. århundrede, da to skribenter i forskellige lande udødeliggjorde helten Arthur. I England skrev Geoffrey af Monmouth sin vidunderlige og mytiske