Denne samling kærlighedsdigte er en af Tagores mest berømte digtsamlinger. Den sarte kærlighedslyrik akkompagneres af alle sider af de menneskelige følelser, og han hæver det særligt indiske, der gennemstrømmer hans digtning, op på et almenmenneskeligt plan. Tagore skrev på sit modersmål, bengali, og oversatte selv en del af sine værker til engelsk. Ganske tidligt forsøgte han sig med forskellige stilarter, men fandt frem til en foretrukken enkel stil frem for det kunstlede. I 1913 modtog han nobelprisen i litteratur.