Barbera og Sertralin huser forskellige former for kortprosa med lyriske indslag. Emnebehandlingen kan opfattes som et langtidshævet trekornsbrød, lavet på eksistentialisme, selverkendelse og personlighedstyper, så der bliver tanket op på kulhydrater. Den sproglige ekskursion er fabulerende, der bliver ikke leflet for læseren, og det er ikke altid nemt at blive klog på indholdets mening. Lidt ligesom at pakke en leverpostej ind i rockwool. Adskilt er materialerne alment udbredt, men sammensat bliver man lokket ud at gå på et eksotisk mosaikgulv med en varierende farvesymfoni.
Bogens titel, Barbera og Sertralin, står altid tilbage som bærende bjælker og synonymer for teksternes bølgegang mellem det eksternt stimulerende, opløftende, søvndyssende, triste og maniske, der har indvirkning på den individuelle opfattelse af det indre og ydre.
De direkte dybe og intense sindsstemninger, der lejlighedsvist bliver fremstillet, omfavnes af sprogets gennemsyrede humoristiske tilgang og ironiske distance såvel som omvendt.
