Dramaer har der været nok af – både på jobbet og privat, og nogle af dem endte på forsiderne og gav skrammer både indad og udadtil.
Men denne bog er mere end noget andet historien om blive tvunget til tage ansvar for sit eget liv. Skuespiller Helle Hertz er et smukt og inspirerende eksempel på, at der sjældent er nogen vej udenom, uanset hvor kendt og succesrig man er. Hun søgte trygheden og hang fast i uselvstændigheden, indtil hun blev sparket ud på det dybe vand.
Med den livserfarnes overblik ser hun tilbage på barndommen med ordblindhed og problemer i skolen og på sin store og farverige familie, hvor grunden til karriere, kærlighed – og masser af komplekser – blev lagt.
Noget af det eventyrlige ved denne personlige beretning er, at hovedpersonen lykkes – på trods. Til sin egen overraskelse finder hun som halvvoksen pige ud af, at hun dur til noget: Hun kan spille teater. Den lille ordblinde pige ender med at lære enorme rollehæfter udenad, men nok så mange hædersbevisninger og flotte anmeldelser kan ikke fordrive angsten for aldrig at være god nok. Også i sin beskrivelse af splittelsen mellem karriere og familie spejler Helle Hertz sin generations kvinder – for ikke at tale om generationen af pligtopfyldende karrieremødre, der kommer efter. Aldrig tid nok, altid dårlig samvittighed.
En udviklingshistorie af den klassiske slags, hvor der går ca. 50 år, før hovedpersonen lærer at sige nej. Helle Hertz giver et godt billede af, hvad det koster at være medlem af flinkeskolen – men med denne bog bliver hun et lysende eksempel på, at det aldrig er for sent at blive sig selv. Hendes tilbageblik og refleksioner om at slutte fred med sine fejltagelser, sit liv, sine sorger, sin alder og de andre tunge sten i rygsækken er både forrygende og lærerig læsning.