Katrines. Katrine fik i stedet besked om, at hun ikke måtte tegne så langsomt.
Da Katrine skævede til nogle af de tegninger, der havde fået særlig megen ros, var hun et stort spørgsmålstegn. For ingen af deres ophavs m/k’er havde efter hendes vurdering løst den opgave, der var blevet stillet. Som hun senere forklarede mig: ”De havde alle sammen bare tegnet en tilfældig cykel. Det, de afleverede, kunne de bare have tegnet helt uden at se på min cykel. Hvad i alverden skulle den så slæbes derind for? Sådan noget kan jo sagtens nås på 20 minutter. Jeg var den eneste, der tegnede den cykel, sådan som læreren havde bedt os om at gøre. Det tager altså mere end 20 minutter at tegne cyklen, så man kan se, at det er den og ingen anden – med gear, kabler, cykel computer, logo og det hele. Det kunne man se på min tegning, men det var læreren bare ligeglad med. Hun lagde slet ikke mærke til det. Jeg forstår ikke, hvorfor vi fik besked på at tegne den cykel, hvis man bare kan nøjes med at tegne en eller anden tilfældig cykel. Jeg forstår heller ikke de andre. Gør de bare tingene uden at tænke? Er de alle sammen fra Mars eller hvad?!! Hvorfor er jeg den eneste, der tænker sådan? Er det slet ikke meningen, at man skal tænke over, hvad det egentlig er, man laver?”
I selve situationen holdt Katrine som så ofte før frustrationerne for sig selv og fik aldrig spurgt læreren, hvad meningen egentlig havde været med den opgave, der var stillet. Resten af klassen havde jo fået positiv respons på ikke at forholde sig til spørgsmålet.