En kort historie om næsten alt

Allerførst må vi huske på, at de fleste mikroorganismer er neutrale eller ligefrem gavnlige for vort velbefindende. Den mest smitsomme organisme på Jorden, en bakterie kaldt Wolbachia, skader slet ikke mennesker615, eller for den sags skyld noget andet hvirveldyr, men hvis du er en reje eller en orm eller en bananflue, kan den få dig til at ønske, at du aldrig var blevet født. Alt i alt er det kun omtrent én mikrobe ud af tusinde, som er patogen for mennesker616, ifølge National Geographic. Man vil dog nok blive tilgivet, hvis man skulle mene, at det også er rigeligt – i betragtning af, hvad nogle af dem kan gøre. Selvom mikrober for det meste er godartede, er de stadig nummer tre på listen over den vestlige verdens dræbere617, og mange ikke-dødelige bakterier ville vi naturligvis allerhelst undvære.

Hertil føjer Guth: „Selvom skabelsen af et univers kan være meget usandsynlig, understregede Tryon, at ingen har talt de fejlslagne forsøg.“

Tryon fra Columbia University har udtrykt det: „Som svar på spørgsmålet om, hvorfor det skete, vil jeg i al beskedenhed fremføre, at vores univers simpelthen er en af den slags ting, der sker fra tid til anden.“

Hvis Universet var blevet dannet bare en lille smule anderledes – hvis gravitationen havde været en smule stærkere eller svagere, hvis udvidelsen var forløbet bare en anelse langsommere eller hurtigere – så var der måske aldrig blevet dannet de stabile grundstoffer, du og jeg og den jord, vi går på, er lavet af.

Ifølge Guths teori skete der efter en timilliontedel af en billiontedel af en billiontedel af en billiontedel af et sekund det, at gravitationen kom på banen.

Det er let at overse den tanke, at livet bare er der. Som mennesker er vi tilbøjelige til at føle, at livet må have en mening. Vi har planer og forhåbninger og ønsker. Vi vil hele tiden drage fordel af den berusende tilværelse, der er blevet os til del. Men hvad er livet for en lav? Alligevel er dens trang til at eksistere, til at være, på alle måder lige så stærk som vores – måske endda stærkere. Hvis man fortalte mig, at jeg skulle tilbringe årtier som en ulden gevækst på en sten ude i skoven, ville jeg nok miste viljen til at fortsætte. Det gør lav ikke. Ligesom stort set alle andre levende væsner vil de gennemgå alle trængsler, tåle enhver nedværdigelse, for at opnå et øjebliks ekstra eksistens. Livet ønsker kort sagt at være. Men – og her er en interessant pointe – i de fleste tilfælde vil det ikke være ret meget.

Pludselig havde man to sæt love til forklaring af Universets adfærd – kvanteteorien til mikroverdenen og relativitetsteorien til makroverdenen.

Schrödinger formulerede et berømt tankeeksperiment, hvori en hypotetisk kat anbringes i en kasse med ét atom af et radioaktivt stof i forbindelse med en ampul med blåsyre. Hvis atomet henfaldt inden en time, ville det udløse en mekanisme, som knuste ampullen, så katten døde. Hvis ikke, ville katten overleve. Men da kassen er lukket, kan vi ikke vide, hvad der faktisk sker, så rent videnskabeligt er der intet andet valg end at opfatte katten som 50 procent levende og 50 procent død på samme tid. Det betyder, som Stephen Hawking bemærker med et anstrøg af letforståelig opstemthed, at man ikke kan „forudsige fremtidige begivenheder præcist260, hvis man ikke engang kan måle Universets nuværende tilstand præcist!“

Blandt alle kvanteurimelighederne er det måske begrebet „entanglement“, som førsteprisen går til. Idéen er, at når subatomare partikler har været i kontakt, bevarer de så at sige denne kontakt, uanset hvor stor afstand, der siden hen opstår mellem dem. Den ene partikel „ved“, hvad den anden gør. Partikler har en egenskab, der kaldes spin, en form for indre rotation. Hvis man om to partikler kun ved, at deres respektive spin er modsatte, kan man ved at måle den ene partikels spin tvinge den anden – uanset afstanden – ind i den modsatte spintilstand. Situationen blev første gang beskrevet af Einstein og to kolleger i 1935 og præsenteret som et paradoks, der den dag i dag kan trække store veksler på forståelsesreserverne.

Til slut, i 1926, fremkom Heisenberg med et celebert kompromis, idet han grundlagde en ny disciplin, som kom til at hedde kvantemekanik. Centralt heri stod hans ubestemthedsprincip. Den pågældende ubestemthed går på, at man ved enhver måling på fx en elektron vil forstyrre den, således at hvis man opnår et nøjagtigt kendskab til lad os sige dens position, har man afskåret sig fra at kende dens hastighed – og omvendt. Og det handler ikke her om at skaffe sig mere præcise instrumenter251; princippet udtrykker en fundamental egenskab ved Universet.
Det betyder i praksis, at man aldrig kan forudsige, hvor en elektron vil være i et givet øjeblik. Man kan kun angive sandsynligheden for, at den er der. I en vis forstand eksisterer en elektron ikke, sådan som Dennis Overbye udtrykker det, før den observeres. Eller, sagt en smule anderledes, en elektron må inden observation opfattes som værende „på samme tid alle steder og ingen steder“.252