For et par hundrede år siden var sygdom og død almindelig hverdagskost, og ingen kunne vide sig sikker. Boede man i en storby, var man heldig, hvis man ikke på et tidspunkt blev ramt af en de smitsomme epidemier: tyfus, polio, difteri, skarlagensfeber eller tuberkulose. Hvordan døde for eksempel den københavnske verdensfilosof Søren Aaby Kierkegaard (f. 1813), og hvilken sygdom tog livet af ham?
I dag er det let at dykke ned i sin egen slægt og undersøge familiemedlemmers skæbne. Men hvad betyder det, hvis de har taget livet af sig selv? Hvilket leder os ind i en ældgammel filosofisk diskussion: Eksisterer der et sjæleligt-psykisk efterliv, når kroppen går til grunde?
Heldigvis er det muligt at få forsmag på evigheden gennem fordybelsen i den fælles menneskelige erindring, der siden 1500-tallet er blevet alment tilgængelig gennem den trykte bog. Dog savnes stadigvæk en klar besked om, hvem vi er, hvornår og hvorfor vi skal herfra — og ikke mindst om, hvordan vi skal bære os ad med at leve et autentisk menneskeliv, mens vi er her?
De døde går igen og andre små-filosofiske essays undersøger — blandt andet ud fra forfatterens egne erfaringer — visse af de grænsesituationer, som kendetegner den menneskelige tilværelse, samt hvad de gør ved os.