Eremitten

dem med hjem.
Da han

Han kan først se alle prikkerne, så kan han se alle stjernetegnene og Orions Bælte og galaksen som et gammeldags hulkort med beskeder fra det store brag.

Han kommer i tanke om en pige, der fotograferede sin veninde med tungen nede i ølflasken uden for diskotek Corralejo Beach i Calle Cervera.

Den krop, der ligger derinde, er så forskellig fra den, han lige har mærket i sin drøm, at det både er en lettelse og en sorg.

Hvad har du at give?
Der er i virkeligheden intet mere frygtindgydende end dette. Mødet. Det øjeblik, hvor man læner sig frem i livet. Og siger Jeg vil dig. Det øjeblik, hvor tilfældet holder op, og man tager stilling til verden omkring sig og beder en anden om at modtage. Det øjeblik hvor to sæbebobler bryder spejlet og bliver en. Det er ikke i kysset, det sker, det er ikke, når man har sex, det er ikke engang, når man elsker den anden. Det er i det forfærdende sekund, hvor man vover den afsindige påstand, at man har noget at give en anden person ved sin tilstedeværelse.

Det er noget, der lød som Mix. Og noget med et barn.

Man er ikke svag eller dum, fordi man græder.
Græd du, da du mistede din finger?
− Nej. Jeg har aldrig lært at græde. Man skal lære det. Man skal lære det af sin far. Eller sin mor.

Engang, dengang han selv tog på ferie med sin mor og far, tog man billeder efter nøje overvejelser. Med 24 eller 36 billeder på en rulle og kun to ekstra ruller i kufferten planlagde man i hovedet feriens billeder. Ti billeder om dagen. Man tog ikke unødvendige billeder. Af forbipasserende geder eller svedige sokker eller middelmådige måltider på middelmådige restauranter. Man tog ikke billeder af mennesker, man ikke kendte eller skrald langs vejen eller en himmel uden skyer. Billeder var en sjælden begivenhed. Nu er det omvendt. Billeder tages i overflod, alt fotograferes.

Han er ved at bande ad lægen, men sender ham venligt af sted.

Det øjeblik, hvor man læner sig frem i livet. Og siger Jeg vil dig. Det øjeblik, hvor tilfældet holder op, og man tager stilling til verden omkring sig og beder en anden om at modtage. Det øjeblik hvor to sæbebobler bryder spejlet og bliver en. Det er ikke i kysset, det sker, det er ikke, når man har sex, det er ikke engang, når man elsker den anden. Det er i det forfærdende sekund, hvor man vover den afsindige påstand, at man har noget at give en anden person ved sin tilstedeværelse.