Noget forvirrende i første halvdel, men bliver bundet smukt sammen.
Tankevækkende, men ikke primært på grund af det overordnede emne, som også angives sidst i “Tak” MEN mest på grund af de mange passager af stor fortæller-skønhed og dybsindighed som ramte mig dybt og genkendende... jeg kommer til at savne Franny